5. koncert søndag den 12. februar kl. 15.00

Heathcliff Trio

Heathcliff Trio
Ashley Tong, violin
Sebastian Kolin , cello
Jonathan Siahaan, klaver

Køb billet

Program
Wolfgang Amadeus Mozart:
Klavertrio i B-dur KV 502
Johannes Brahms:
Klavertrio nr. 3 i c-mol op. 101
Wolfgang Rihm:
‘Fremde Szenen’ nr. 3
Robert Schumann:
Klavertrio nr. 3 i g-mol op. 110


Udover ‘Fremde Szenen” af Wolfgang Rihm, et af de største navne i nyere tysk musik, byder programmet på klavertrioer af tre af musikhistoriens helt store kammermusikkomponister: Mozart, Brahms og Schumann.

Mozarts komponerede sin B-dur-klavertrio i 1786, en periode hvor han oplevede stor succes i Wien med bl.a. operaen ‘Figaros Bryllup’ og udgivelsen af de seks strygekvartetter dedikeret til Haydn.

Schumann var en af de første, der offentligt anerkendte Brahms’ geni – han kaldte ham i en artikel “Musernes yndling”. De to blev nære venner og til stor kollegial inspiration for hinanden. Brahms blev indlemmet i Roberts og Claras hjem som husven, og efter Schumanns død i 1856, var Brahms en stor støtte for Clara Schumann og hendes børn. Der er næppe nogen tvivl om, at der også florerede meget varme følelser de to imellem.


Heathcliff Trio blev dannet i 2020. De to strygere kendte hinanden fra The Yehudi Menuhin School i UK, og da de mødte den danske pianist Jonathan Siahaan var en lang søgen efter den helt rigtige kammermusikpartner endt!

I sæson 2021-22 havde trioen sin debut i Wigmore Hall i London, og i foråret 2022 vandt de tre unge musikere førstepris og to specialpriser i Den 9. Internationale Johannes Brahms Kammermusikkonkurrence i Hamborg.

I sin korte levetid har trioen allerede samarbejdet med kunstnere som Nikolaj SzepsZnaider, Kathryn Stott og Barnabas Kelemen og har givet koncerter i Danmark, Norge, Tyskland og Spanien.

Heathcliff Trio er for tiden baseret i København, hvor de nyder godt af professor Tim Frederiksens undervisning på Det Kgl. Danske Konservatorium.

Ashley Tong debuterede allerede som 8-årig som solist med The Taipei Symphony Orchestra. Hun er uddannet ved The Yehudi Menuhin School og The Guildhall School of Music and Drama i London og ved Kunst Universität i Graz og for tiden studerer hun på Det Kgl. Danske Konservatorium hos Tim Frederiksen og Peter Herresthal.

Sebastian Kolin begyndte at spille cello som 7-årig på The Junior Royal Academy of Music i London. Han fortsatte sine cellostudier hos Johannes Goritzki og Enrico Dindo i Schweitz og studerede desuden kammermusik hos The Cremona String Quartet i Cremona, Italien, før han kom til København og Det Kgl. Danske Konservatorium.

Jonathan Siahaan har spillet klaver siden han var seks, først hos Kyoko Kato og senere hos Bella Zapolski. Siden blev han optaget på Det Kgl. Danske Konservatorium hos professor Jens Elvekjær. Jonathan har vundet stort set alle danske musikkonkurrencer som f. eks. Steinway Konkurrencen og Berlingskes Musikkonkurrence. Mange vil desuden huske ham som en overlegen vinder af “Spil for livet”, der blev sendt på DR TV.

Heathcliff Trio (Foto: Andrej Grilc)