4. koncert søndag den 29. januar kl. 15.00

Duo Miilmann-Rehling

Ulla Miilmann, fløjte
Tine Rehling, harpe

Køb billet

Program
Katherine Hoover:
‘Kokopeli’ (fløjte solo)
Stella Sung:
‘Dance of the White Lotus under the Silvermoon’
Per Nørgård:
Consolazione: Flos ut Rosa (harpe solo)
Lowell Liebermann:
Sonate for fløjte og harpe
Charles Rochester Young:
‘The Song of the Lark’
Astor Piazzolla:
Uddrag af l’Histoire du Tango (arr. for fløjte og harpe af Tine Rehling)     


”….Tyve minutter taget ud af evigheden og fyldt med forunderlighed var Rehlings og hendes medmusikeres bidrag. Tak for det!”

Sådan skrev Thomas Michelsen i Politiken i 2007 efter Per Nørgårds 75-års fødselsdagskoncert i Tivolis Koncertsal, hvor Duo Miilmann-Rehling fik sin debut.

Allerede fra første prøvedag i 2007 kunne de to musikere mærke et musikalsk slægtskab, der rakte ud over det sædvanlige. Året efter, i sommeren 2008, blev de af Kulturministeriet inviteret til at spille ved åbningen af Hammershøi-udstillingen på Royal Academy of Arts i London. Siden da har duoen spillet ved festivaler, i musikforeninger og kirker over hele Danmark.

Duen udgav i 2014 CD’en ‘French Music for Flute and Harp’ med musik af Saint-Saëns, Ravel, Debussy, Ibert, Fauré og Poulenc. Hver for sig har de to musikere medvirket på talrige andre indspilninger.


Ulla Miilmann er solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret, hvor hun tiltrådte som orkestrets første kvindelige soloblæser i 1994, og hun er desuden lektor ved det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København.

Ulla har optrådt som solist med landets førende orkestre samt turneret i Asien. Hun har arbejdet som kammermusiker i Skandinavien med anerkendte musikere og ensembler som DR SymfoniOrkestrets Blæserkvintet, Katrine Gislinge, Lars Ulrik Mortensen og Gidon Kremer.

Som den første danske solist nogensinde modtog Ulla Miilmann i 2007 en amerikansk Grammy-nominering i kategorien ’Bedste solistiske præstation med orkester’ for indspilningen af Ole Schmidts Fløjtekoncert.

Ulla Miilmann har modtaget adskillige ærefulde priser og legater deriblandt – i 2017 – en af landets største kunstnerpriser nemlig Carl Nielsens store hæderslegat med motiveringen: ”Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format har Ulla Miilmann været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turnéer og CD-indspilninger”.

Tine Rehling er uddannet ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hos Sonja Gislinge og hos Destinguished Professor Susann McDonald ved Indiana University (USA) og har desuden modtaget privatundervisning hos én af verdens legendariske harpesolister, franske Marielle Nordman.

Tine Rehling slog tidligt sit navn fast som solist og høstede efter sin debut i 1993 stor anerkendelse: ”…Tine Rehling er en virkelig musiker. Hendes farvelægning, hendes udredninger af de musikalske ideer og den selvfølgelige strømmen i hendes spil var hendes glæde, der blev til vores glæde”… ”en opsigtsvækkende debut”.

Hun har været solist med flere af de danske symfoniorkestre og har givet solo- og kammerkoncerter i det meste af Europa samt USA, Kina og Australien. Hun er en skattet gæst ved internationale harpekongresser, f. eks. i Brasilien og Australien, hvor hun uropførte et soloværk af Bent Sørensen samt værker af Per Nørgård – alle værker, der er skrevet og dedikeret til hende.

Tine Rehling arbejder til stadighed for at udvide repertoiret for harpe og har siden 2002 haft et tæt samarbejde med Per Nørgård, som har skrevet og dedikeret adskillige soloværker til hende, bl. a harpekoncerten ”Gennem Torne”. I 2006 udgav hun en samlet og meget rost indspilning af Per Nørgård’s musik for harpe solo, solokoncerter og kammermusik i samarbejde med Esbjerg Ensemble.

Tine Rehling optræder jævnligt med saxofonisten Benjamin Koppel, guitaristen Mikkel Nordsø og Ole Theill, indiske tablas. Sammen med disse musikere fra den rytmiske verden spiller hun musik inspireret af Flamenco’en, arabisk, afrikansk og indisk klassisk musik.

Tine Rehling har modtaget Jacob Gade Legatets store Pris og Gladsaxe Musikpris.