Ensemble MidtVest

Ensemble Midtvest
Charlotte Norholt, fløjte
Peter Kirstein, obo
Tommaso Lonquich, klarinet
Neil Page, horn
Yavor Petkov, fagot
Ana Feitosa, violin
Sanna Ripatti, bratsch
Jonathan Slaatto, cello
Erik Higgins, bas
Martin Qvist Hansen, klaver
Program
Jean Sibelius:
En Saga (arr. for septet af Gregory M. Barrett)
Carl Nielsen:
Blæserkvintet op. 43
Robert Schumann:
Klaverkvartet i Es-dur op. 47
Sibelius er ingen hyppig gæst i kammermusikforeningerne, for han har kun skrevet et eneste originalt kammermusikværk, strygekvartetten ‘Voces Intimae’. Når den store finne alligevel finder vej til dette koncertprogram skyldes det et spændende arrangement for septet af et af komponistens orkesterdigte, ‘En Saga’ fra 1891-92.
Carl Nielsens Blæserkvintet er derimod et standardværk, som simpelthen må programsættes med jævne mellemrum. Ikke uden grund anses kvintetten for et af de allervigtigste værker i repertoiret og den spilles af blæserkvintetter over hele verden – og så er det da i øvrigt i år netop 100 år siden, værket så dagens lys!
Schumann er en af musikkens helt store klaverkomponister, og han indlemmede da også meget gerne klaveret i sine kammermusikværker, hvoraf Klaverkvartetten op. 47 er et af de mest vellykkede. Værket blev til i 1842 og blev uropført to år senere med en af tidens førende klavervirtuoser ved klaveret, komponistens hustru Clara.
I Kammermusik Odense inviterer vi gerne de danske basisensembler til vore koncerter, og i denne sæson er turen kommet til Ensemble MidtVest – EMV – der fejrer 20-årsjubilæum med dette program bestående af mesterværker fra ensemblets kernerepertoire.
EMV spiller ca. 100 koncerter om året i ind- og udland og samarbejde med mange højprofilerede internationale musikere, Pekka Kuusisto, Bo Skovhus, Martin Fröst og Carsten Dahl for blot at nævne nogle få.
EMV er kendt for programmer, der befinder sig i spændingsfeltet mellem traditionelle kammerkoncerter og nye innovative formater, hvor kammermusikkens udtryksmuligheder udfordres.
Ensemblet har indspillet 23 anmelderroste CD’er deriblandt flere prisvindende udgivelser.
EMV blev etableret i 2002 og består af 9 klassiske musikere, der tilsammen udgør en besætning
bestående af en strygetrio, en blæserkvintet og en pianist. EMV bor til daglig på kunstmuseet HEART
– Herning Museum of Contemporary Art, der både huser prøvelokaler og koncertsal.
Som basisensemble er EMV støttet af Statens Kunstfond samt de tre kommuner Herning,
Holstebro og Struer.
