2. koncert efterår 2023 – Søndag den 22. oktober kl. 15.00

Odense Valgmenighed, Dronningensgade 1, 5000 Odense C – dørene åbnes for publikum kl. 14.30.

Pianisten Valdemar Wenzel Most

Køb billet

Program:
Johannes Brahms:
Paganini-Variationer bog 1, op. 35
Franz Schubert:
Impromptu i Ges-dur op. 90 nr. 3, D. 899
Carl Nielsen:
Chaconne op. 32
Ludwig van Beethoven:
Klaversonate nr. 23 i f-mol op. 57, ”Appassionata”


Valdemar Wenzel Most er bare 18 år. Han går på Skt. Annæ Gymnasium i København og spiller klaver på Københavns MGK hos Bella Zapolski. Han har desuden deltaget i masterclasses hos Ewa Pobłocka, Péter Nagy, Julia Mustonen-Dahlkvist, Aristo Sham, Mirosław Herbowski og Per Tengstrand.

Valdemar modtog 2. pris og Carl Nielsen prisen i Aarhus International Piano Competition i marts 2023, hvor han i finalen spillede første sats af Rachmaninovs 3. klaverkoncert med Aarhus Symfoniorkester.

Det var dog ikke første gang, Valdemar gjorde sig gældende i konkurrencesammenhæng. Han vandt således 1. pris ved Steinway Piano Festival i maj 2022 og blev efterfølgende udvalgt til at repræsentere Danmark ved den internationale Steinway Festival i Hamburg i 2023.

Ved Nordic International Piano Competition 2021 vandt han 2. pris samt 3 andre priser: Bedste Nordiske Pianist, Bedste Romantiske Fortolkning og Bedste Wienerklassiske Fortolkning.

I 2019 vandt Valdemar Talentpris og Guldmedalje i Berlingske Tidendes Klassiske Musikkonkurrence. Derudover vandt han 2. pris i Nordic Junior Piano Competition i Ingesund og Grand prix i Concertino Malmø International Music festival.

Valdemar har givet koncerter ved en række festivaler i Danmark, i Polen og Østrig samt i Sverige, hvor han bl.a. har været solist med Göteborgs Symfoniorkester.

Sommeren 2023 byder på koncerter med jævnaldrende unge talenter samt med mestercellisten Torleif Thedéen ved Odsherred kammermusikfestival samt solistoptræden i 1. sats af Rachmaninovs 2. klaverkoncert med Copenhagen Phil i Tivolis Koncertsal i koncertrækken ”Mesterstykker” og med Sønderjyllands Symfoniorkester.

Valdemar er modtager af Copenhagen Summer Festivals talentpris 2023.